Fear can, though it is not God, create something from nothing.

Som der står i beskrivelsen, vil jeg gennem en længere periode komme med indlæg om specifikke perioder i mit liv. Jeg har siden 6. klasse (2005, 12 år gammel) været ramt af angst i perioder, til tider også depressioner. Jeg vil  her på bloggen fortælle min historie på godt og ondt, og i vil forhåbentlig – pårørende eller ramte – lære lidt om hvordan verden kan se ud for en med angst. Verden set gennem angstens slør har ændret sig en del for mig gennem årene, men “anfaldene” er ikke blevet lettere af den grund. I takt med fortællingen vil jeg komme med input fra den erfaring og viden jeg har i dag, alt efter hvor jeg finder det relevant. Jeg har også haft en del skilsmisser tæt inde på livet, inklusive mine egne forældres, og det vil også blive nævnt i et senere indlæg.

Hvis i har spørgsmål, ris eller ros er i meget velkomne til at skrive til mig. Jeg giver også meget gerne råd, både stort og småt, og jeg ved om nogen, hvor svær og akut en situation man kan stå i, så i skal endelige ikke tøve.

Mail: jobbe93@yahoo.dk

Jeg sætter utrolig stor pris på min barndom og opvækst. Jeg er vokset op i en lille by syd for Århus, og har levet mit halve liv på den lokale legeplads, uden bekymringer og med barndommens befriende skyklapper. I byen var der to skoler, den ene gik kun til 5. klasse og så skulle man skifte til den anden skole der gik helt til 9. Hvorom alting er, så startede jeg på den lille skole, og var utrolig glad for at gå der. Jeg har altid haft en ret lav stress tærskel, og jeg trivedes godt på skolen, da der kun var to klasser på hvert trin. Den ellers problemfrie skolegang fik en gevaldig drejning da jeg skulle skifte skole efter 5. klasse.   Jeg blev egentlig moden som man burde (ved 14-15 års alderen), men hele min verden blev endevendt da jeg skulle skifte skole. Det var som sådan ikke det fysiske skift, og mine venner fulgte jo også med. Men hele mit liv og verdensopfattelse stod for en kæmpe revision. På den lille skole var der ikke nogen “børn” der var over 12 år, og der var derfor ikke nogen unge mennesker vi kunne se op til. Det var der til gengæld for de børn under 12 år på den store skole og de har været vant til at færdes sammen med de store elever. De var på et helt andet “modenheds niveau” end jeg var – jeg var dog ikke den eneste der havde det sådan, men jeg var den eneste der fik angst af det. Min normalt “uskyldige” hverdag med papsværd og legepladser blev jeg fratvunget, og det blev lavet om til hængerøv, buksebenene ned i strømperne og et beskidt sprog . Man skulle til at tænke på, hvordan man så ud, hvilket tøj man gik i, hvilken slags voks man kom i håret – og pludselig opstod der nogle helt nye skabninger, som jeg aldrig havde opdaget før – piger. De var ikke længere bare nogle kammerater på samme måde som andre drenge, det var nu nogle man skulle bevise noget overfor – og i skarp konkurrence mod de andre drenge. Et helt tydeligt eksempel på skiftet var, det ofte stillede spørgsmål; “Kan du lege?”. Det blev i løbet af den første uge omformuleret, da det var totalt barnligt at sige “lege”, nu hed det; “Kan du være sammen?”. De fleste vil måske mene at dette skift er ganske normalt – og det er da også, men i mit tilfælde skete det hele i løbet af en dag. Jeg kom glad fra en god, lang sommerferie og var selvfølgelig spændt på at starte et nyt sted, men det jeg mødte op var det mit værste mareridt. Det nye sæt “spilleregler” for, hvordan man skulle opføre sig og, hvordan man skulle gå klædt – ja i det hele taget alle de nye og uforudsete forventninger, hev gulvtæppet væk under mig. Jeg havde regnet med at kunne læne mig solidt op af mine venner, men de havde tilsyneladende fået tilsendt “manualen” i løbet af sommerferien, og var allerede godt inde i reglerne. Jeg stod nu ret alene i en total endevendt verden, og jeg kunne på ingen måde omstille mig til det nye miljø, der oveni købet havde næsten fire gange så mange elever. Så som en kombination af flere forskellige slags nedbrud, blev jeg introduceret til menneskets overlevelses instinkt nr. 1; angst.

Tilbage for flere tusind år siden, da vi ikke var konkluderende og intelligente væsener, var det primært vores instinkter der holdt os i live. Derfor nyttede det ikke noget, hvis vi mødte en sabeltiger, og vi skulle bruge et kvarter på at tænke os frem til om den var farlig eller ej. Her var angsten  ret smart, for vi ville gå totalt i panik og få et adrenalin kick af en anden verden, og stikke halen mellem benene. Dengang var angst direkte forbundet med frygten for at dø, da alle væsener er “programmerede” til at ville gøre alt for at overleve – for at føre sin art videre. Dette instinkt er i dag præcis ligeså funktionelt som det var dengang, da vores hjerne ikke har ændret sig biologisk siden stenalderen. Vi har med andre ord nogle instinkter i dag vi ikke har brug for i ligeså høj grad som dengang, og ikke på samme voldsomme måde. Men nu hvor angsten er et indbygget instinkt, som alle har, hvorfor er det så ikke alle der rammes af angst? Jeg stiftede først bekendskab med begrebet “angst” længe efter jeg selv blev ramt. En ny undersøgelse viser at hvert fald 1/5 danskere slås med angst, det vil sige omkring 1.000.000 mennesker i vores lille land – hvilket bl.a. var en af de ting der inspirerede mig til at lave denne blog. Så selvom det virker som om at der er langt mellem de folk der rammes af angst, er man langt fra alene.

Ligesom stenaldermanden der panikkede og blev fyldt med adrenalin og frygt, stak jeg også halen mellem benene, og flygtede fra det der vakte mit instinkt. Flugt er præcis hvad instinktet er skabt for, så det er ingen skam at “flygte”. Jeg fik en form for psykologisk blackout, hvor mit hoved kortsluttede i bestialsk panik. Det kan til tider være svært at flygte fra situationen man er i – hvis det var midt i undervisningen spurgte jeg, om jeg måtte gå på toilet, og ligeså snart døren bag mig var lukket, løb jeg alt hvad jeg kunne. Jeg løb hele vejen hjem med tårerne væltende ud af øjnene – hjem i sikkerhed. Jeg var ret sent til at få en mobiltelefon, da det ikke var alle børns eje i 2005 – så hvad gør man når er brudt helt sammen og står grædende i panik foran sin egen hoveddør og har glemt sin nøgle? Denne form for hændelser var både mit 6. og 7. skoleår fyldt med, og mine forældre var meget forskellige i deres måder at tackle det på – dog stadig typisk mor og far roller. Min far mente bare at det skulle “løbes væk” og at jeg bare skulle afsted og vænne mig til det nye. Min mor ville derimod helst holde mig hjemme og var overbeskyttende og meget bekymret. Det skal lige siges at jeg ikke bebrejder dem noget som helst, og jeg kan ikke se hvordan sådan en situation ellers skulle kunne tackles, når man som forældre ikke ved, hvad man er oppe imod. Hele situationen set i helikopterperspektiv, så kunne jeg ikke holde ud at være i skolen og al den tid jeg ikke var i skole gik med, at jeg var fuld af angst over for, hvordan jeg skulle forblive væk – da jeg jo godt vidste at jeg ikke kunne blive ved med at flygte.

Det der er svært ved angst er, at den er som røg – den kan ikke bare lige sådan fanges eller peges på, og er utrolig udefinerbar og individuel. Når man først bliver ramt af angst begynder ens hjerne, at fungere som en omvendt junkie. En junkie higer altid efter den samme tilstand som han/hun oplevede ved sit første fix. Når man er ramt af angst, og én gang har haft et anfald, så kommer man til at befinde sig i en tilstand, hvor man får angst for angsten. Det vil med andre ord sige, at man frygter at komme i den tilstand man oplevede ved første “fix” (angstanfald). Angst for angsten er totalt indvaliderende og meningsløs, og går ofte hånd i hånd med depression. Selve tilstanden er ikke lige så slem som et reelt angstanfald, men man er ikke i stand til at træffe nogle beslutninger, og alt bliver efterhånden mere og mere meningsløst (jeg synes selv man bliver en slags “zombie”, både mentalt og følelsesmæssigt). Angsten for mig blev en slags “afløser” for de følelser der var for svære at håndtere (jeg har den dag i dag stadig ikke fundet ud af den præcise årsag til min angst), og det var specielt sorg/det at blive ked af det, der blev konverteret til angst.

Jeg fik på dette tidspunkt ingen professionel hjælp, og jeg lærte at leve med min angst (ren overlevelse – kan ikke anbefales). Når det virkelig var slemt blev jeg hjemme, og ellers passede jeg min skole on/off. Jeg har heldigvis altid klaret mig godt i skolen, så jeg kunne godt få en OK afgangseksamen alligevel. På den skole jeg gik på var der mange der udviklede en dårlig adfærd (kriminalitet, stoffer etc), hvilket jeg heldigvis ikke blev en del af. Men disse personer (og der var mange), pjækkede rigtig meget så mit fravær stod ikke ud i mængden, og det var meget normalt at der manglede 4-5 stykker i klassen til hverdag. En ting der provokerede min angst var netop, at jeg ikke mødte op. Man siger, at forventningens glæde er den største, og ligeledes tror jeg, at forventningens frygt er den værste. Jeg forestillede mig at jeg ville blive stødt ud af klassen, at alle de andre bagtalte mig osv. Jeg fik derfor forværret min situation endnu mere, netop fordi jeg måtte blive hjemme. Det eneste rigtig kloge træk der blev gjort i min folkeskoletid var, da vi besluttede at min klasselærer skulle fortælle klassen, hvorfor jeg ikke var der. Hvis der skulle have været nogen der bagtalte mig – eller bare undrede sig over mit fravær – blev al tvivl gjort til skamme, og jeg blev mødt med utrolig stor forståelse. Selv dem der virkede fjendtlige overfor mig virkede forstående. Forventningens frygt var altså det pure opspind, og det var nok første gang jeg oplevede, at mine “frygtens forventninger” blev skudt i sænk. At fortælle det til alle gjorde, at mit 8. og 9. år ikke blev nær så slemme som de foregående, og jeg kunne påbegynde min fysiske og ikke mindst psykiske pubertet. Fysikken kan ikke sættes i stå, men under al min angst stod min mentale modning totalt stille (ikke at jeg blev retarderet 😉 men den naturlige modning med, at piger bliver spændende, og man faktisk indefra har lyst til at gøre noget ud af sig selv, blev totalt negligeret.  Til trods for det formåede jeg faktisk, at komme relativt godt ud folkeskolen – rent udseendemæssigt og mentalt ville de “populære” i klassen nok have kategoriseret mig som værende en taber. Men det kunne jeg heldigvis ikke gennemskue 😉

Jeg bad min far læse mit første indlæg igennem, og han synes det kunne være en god ide, hvis jeg skrev lidt om, hvordan man som pårørende kan spotte angst. Jeg fandt først selv ud af, at jeg havde angst nogle år efter jeg oplevede det første gang. Specielt hos børn der kan have svært ved at formulere deres egentlige følelser, kan det være svært at vide om det er angst eller om de “bare” mistrives. For selv angstanfaldet er man ikke i tvivl – det er meget voldsomt, panisk og ukontrollerbart. Det jeg kaldte for baggrundsangst, er den angst man oplever mellem anfaldende, hvor man bliver ligeglad med alt og læner sig godt op af en depression. Så hvis man vil lede efter signaler på, om en person går rundt med baggrundsangst, så skal man faktisk kigge meget efter depressive tendenser. Derudover vil person totalt stejle, hvis han/hun bliver presset ud i noget, der vedrører det personen har angst for. Da jeg havde angst i folkeskolen brugte jeg al min energi på, at fokusere på alt andet end skolen ligeså snart jeg ikke var der. En form for “tankeflugt”. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre hele tiden, og det kunne man se når nogen så spurgte om jeg havde lektier for, eller om, hvordan det går i skolen. Nogen gange kan den der har angsten ikke selv se sit skift i adfærd, da det kan foregå over en længere periode. Men det vil stå helt klart for pårørende, at personen ikke har det godt, og her er det vigtigt at man overvejer om det kan være angst. Hvis man google “angst” vil de første mange links være relateret til symptomer, forskellige typer af angst og hvad årsagerne er. Jeg har læst de fleste igennem og de passer “heldigvis” også på min beskrivelse af at opleve det – men her er lige et par symptomer på angst (hentet fra; http://www.stressforeningen.dk/om-stress/stressformer/angst-a-stress)

Angstsymptomer kan opdeles i fire grupper:

1. Selve angstfølelsen lige fra den lettere nervøsitet og uro til den voldsomme panikfølelse med angst for at dø eller blive sindssyg.
2. Kropslige/fysiske ledsagesymptomer som hjertebanken, trykken for brystet, mundtørhed, rysten, prikkende/snurrende fornemmelse i hænder og fødder, svedtendens, maveproblemer, kvalme, uvirkelighedsfølelse, åndedrætsbesvær, kvælningsfornemmelse, svimmelhed og mange andre fysiske symptomer.
3. Tanker relateret til angsten omkring, hvad der vil ske, f.eks. forestillinger om faretruende begivenheder, udvikling af sygdom eller død. Tanker som fx “jeg besvimer” eller “jeg mister kontrollen” eller “jeg dør eller bliver sindssyg” er almindelige. Sådanne katastrofetanker øger i sig selv oftest angsten og bringer mennesker ind i det, som kaldes angstens onde cirkel – angsten for angsten. (fx tanker om, at man er ved at dø, blive sindssyg).
4. Undvigelsesadfærd det vil sige undgåelse og fra de steder og situationer, der giver angst eller overdreven kontrol.  Modsat oplever nogle, at de føler sig handlingslammede og ude af stand til at reagere. af eller flugt fra den angstfremkaldende situation.

Jeg blev engang ringet op af en bekendt, der ville høre hvad han skulle gøre men en i hans selskab der havde fået et angstanfald. Helt generelt skal man totalt fjerne den faktor der skaber angsten, og få afledt vedkommendes opmærksomhed. Der skal skabes tryghed og ro, og få overbevist personen om at det slet ikke kommer på tale at man skal ud i situationen. Angst er langt ude for al fornuft, og man kan derfor ikke føre en konstruktiv samtale med en person der har en angstanfald. Ligeså snart personen er nede på jorden vil fornuften langsomt komme tilbage, og man kan derfor begynde den konstruktive behandling – meget gerne i forbindelse med en psykolog (anbefaler jeg), der kan hjælpe en med at starte “i den lave ende af bassinet”, så man ikke drukner. Rent metaforisk er det ikke det rette tidspunkt, at lære en at svømme mens vedkommende drukner – man skal lige op på kanten og have luft, og så måske starte i den ende, hvor man kan bunde.     Meget mere om behandling, og hvad man kan gøre for at undgå potentielle angstanfald senere.

Et langt og propfyldt første indlæg er hermed skrevet. Jeg håber i fik noget ud at læse det, og der kommer meget mere gennem tiden – jeg regner med at indhente tiden på et tidspunkt, så jeg kan skrive om mit nuværende liv, men der mangler stadig en del.

I er som sagt meget velkomne til at skrive til mig – ris, ros, spørgsmål eller nyttige links/facts der kunne være interessante at få op – hvad som helst 🙂